Selfies Part 1

Jeg har simpelthen sådan et ambivalent forhold til selfies. Jeg ved jo godt, at det er ”the shit”, og velsagtens også kommet for at blive, men jeg synes, det er så unaturligt.

Hvis I ser på min Instagram konto, vil I se, at der er selfies på min profil. Jeg har ikke noget imod dem, men jeg synes, det er sindssygt unaturligt.

Vi kan vel ikke være uenige om, at det er det mest selviscenesættende billede, man kan tage. Vi ligger jo (oftest) ikke de billeder op, hvor vi er kommet til at tage et billede uden at vide det. Du ved godt, hvilke billeder, jeg taler om. Dem, hvor vi ikke var klar over at kameraet var i ”selfie-mode”, og derfor både har dobbelthage, bæver-kinder og et ufokuseret blik. Personligt, sletter jeg de billeder indenfor to millisekunder efter de er taget. Det er ikke sådan, jeg gerne vil tænke på mig selv.

”Surprise!”

Faktisk stemmer det billede, jeg har af mig selv (i hovedet), ofte ikke så godt overens med de billeder der bliver taget af mig, når jeg ikke ved det. Det er belastende! Jeg er derfor blevet nødsaget til at tage en beslutning om, at de billeder andre tager af mig (som ikke er flatterende), svarer til the Donalds, ”fake news”. De eksisterer simpelthen ikke i mit verdensbillede.

Derfor ville det jo være nærliggende at tro, at jeg ville være typen, der elskede et godt selfie, men nej…. Jeg synes, jeg virker på grænsen til det latterlige, når jeg som voksen kvinde sidder og tager billeder af mig selv til de sociale medier. Det er jo fuldstændigt uinteressant, hvordan mit fjæs ser ud, på en af de dage, hvor jeg synes, jeg er sluppet godt fra det rent udseende-mæssigt. På en måde synes jeg, det virker, som om mit liv er indholdsløst, hvis det jeg helst vil dele med I andre, er billeder af mig selv….? Jeg har jo ligesom ting, jeg skal nå i løbet af en dag, så lige frem at lave et foto-shoot med mig selv, og om mig selv, virker lidt pinligt.

Sociale medier er jo selviscenesættende – det ved jeg godt. Jeg har været på FB – og kommer det sikkert også igen – men jeg blev så afhængig af at spilde min tid, på ting, der ikke kom mig ved, og som slet ikke var interessante. Sådan har jeg det ikke med IG. Endnu. Men da jeg har en tendens til at gå all-in på ting, er det måske bare et spørgsmål om tid, før jeg også må melde mig ud der.

Ja, og så er der bloggen her. Det er jo også selviscenesættende. Pis!!!! Men for mig er det åbenbart anderledes, for det har jeg rigtig meget lyst til. Og jeg tror faktisk at min lyst til denne blog kommer som en modreaktion til alle de perfekte billeder og opslag, som jeg dagligt lader mig bombardere af. Jeg skriver her, for at dele noget ærligt. Noget der ikke altid er flatterende, men som til måske kan ræsonnere i andre end mig selv.

Hvis der er én ting jeg har lært på den hårde måde, så er det, at jeg aldrig skal sige ”aldrig”. Derfor lover jeg, at I vil se flere selfies fra min hånd – og spejlbillede – og at jeg til tider vil være en del af den selviscenesættende tendens, som jeg synes er så ucharmerende…

 

 

 

8 Comments
  1. Fantastisk at du er tilbage med en ny blog. Du skriver “frit fra leveren” og det er befriende at læse.
    Jeg glæder mig til at følge med

Leave a Reply

Your email address will not be published.