Liv

Liv

Født 2. november i Aarhus 1965 af verdens sejeste mor – nummer 3 ud af 4 piger. Og som min far sagde: “Jeg har 5 piger, hunden er en hunhund og hesten er kastreret. Når jeg engang dør, er der kun adgang for mænd der drikker øl og rafler”. Desværre døde han alt for tidligt. Jeg var kun 18 år, men vi var aldrig i tvivl om, at han elskede os og var stolte af sine piger.

Uddannet tøjdesigner og har mærket “My Little Curvy Love” som I senere vil høre meget mere om. Jeg har arbejdet konstant som designer i 30 år.

Døbt Benedikte Utzon, men mistede endeligt retten til dette navn i højesteret i dec 2016 efter en konkurs i 2012, som mange jo nok godt ved. Derfor kaldes jeg i offentligheden nu Liv Utzon og har intet med navnet Benedikte Utzon at gøre længere, når jeg arbejder. Privat hedder jeg dog stadig Benedikte.
Og hvorfor Liv? Jo ser I, fordi jeg ikke er død og jeg har en mission.

Jeg har vundet en del design priser og blev optaget som den første danske designer i den blå bog i 90’erne – nok primært for mit arbejde for Grønland og sælerne. Jeg vil ikke trætte jer med mit alen lange CV.
Min største pris er, da jeg blev mor Til Bartholine i 2007.

Jeg bliver ofte spurgt, hvor jeg har min styrke fra og hvordan jeg dog har klaret alt det, jeg har været igennem de sidste nok 10 år. Her må jeg nok rose min elskede seje mor. Hun er det sejeste menneske jeg kender. Og så er jeg nok dyppet i den gryde der havde masser af positiv energi, kombineret med at jeg er en badeand. Sådan en, der altid vender sig op til ilten når man prøver at drukne den. Jeg nægter at drukne …

Jeg har beskrevet min proces meget og ærligt på de sociale medier det sidste års tid og har mellem 200-300.000 visninger på de sociale medier om måneden. Jeg har fundet ud af, at jeg kan gøre en forskel her, som er meget vigtigere end, at jeg måske nogle gange føler det pinligt og grænseoverskridende.
I starten gjorde jeg det nok i frustration over hvad jeg blev udsat for, helt egoistisk. Men meget hurtigt er det blevet vendt til en mission for mig. En mission om at vise kvinder, at bare fordi man ikke er perfekt eller oplever kriser, så kan man godt være sej og smuk, men også sårbar og fuld af fejl og stadig være værd at elske og have et godt og givende liv.

I har været min mur. Jer der altid har stået op ad mig, når jeg næsten er væltet. Det er jeg jer dybt taknemmelig for og derfor er min mission gået hen og blevet meget større end mig selv. Det at bidrage i livet til andre.

Bloggersmission er derfor blevet skabt i kærlighed til jer.
Fremover vil mine opslag på de sociale medier mere være henvisninger til Bloggersmission. Her vil jeg forsætte med mine betragtetninger om livet. Mode. Mad. Kvinder. Anmeldelser af produkter, bøger, tips og tricks, og hvad vi ellers kan finde på af ting der kunne have relevans.

Det bliver nok ikke en klassisk modeblog, men en ærlig blok til og om os kvinder, som er voksne men ikke færdige og måske bare engang imellem har brug for et kærligt spark og en ærlig reflektion ♥