Hvordan er det at være designer. Hvordan føles det?
I dag ringede en journalist til mig og præsenterede sig sødt. Hej Liv, jeg ringer som aftalt for at, lave dette interview om, hvordan det er at, være designer og hvad du tænker på. Jeg bliver helt stille. Svare usikkert og dem der kender mig ved at det ikke er det jeg normalt gør. Bliver mundlam eller specielt usikker 😀
Jeg fremstammer, øhhhh har jeg sagt ja til det? Ja jeg ringede for 1 uger siden og der sagde du at, du ikke havde tid nu, men kunne idag kl 14, derfor ringer jeg.
Jeg beklager og svare hende på sit spørgsmål om hvordan det er at være designer og hvordan det føles. Hun ved nok bare ikke, at hun fanger mig midt i orkanens øje.
Det føles sådan som lige nu. At man er inde i sin egen verden. At man ikke er i stand til at lave voksne aftaler. Man er i sin egen boble af følelser. Man er hæslig, men man er faktisk også sindsygt meget i kontakt med sig selv. Dvs man er pænt selvoptaget. Man syntes at verdens navle findes lige der hvor man sidder. Man ser farver, former og prints alle vegne. Og hvis man som mig skal tage hensyn til mange forskellige krops former, tænker man på numser, skuldre , bryster, Arme, rygge, maver, ben og kvinder som helhed. Sådan helt teknisk siger jeg og griner. Og virker sikkert helt skør.
Nu blev journalisten lidt stille og sagde: hold da op, der er meget du skal tænke på. Gør du det også når kl så er 17 og du har fri? For det må da være hårdt.
Fri ? Jeg har ikke fri i denne proces. Jeg arbejder dag og nat i en uge og så sover jeg i 2 dage når jeg er færdig.
Tager det kun en uge?
Ja for mig. Men har så I underbevidstheden gået og samlet sammen. Tror du kan sammenligne det med en sportsudøver, der skal peake på et given tidspunkt. Sådan er design også for mig.
Derfor ville jeg heller aldrig have sagt ja til dette interview, for så kommer jeg ud af mit flow.
Men nu havde jeg jo lovet det, selvom jeg havde glemt alt om det 😱😝
Så til spørgsmålet om hvordan det føles, så føles det meget intenst. Ret ensomt, men også fantastisk. Jeg bliver altid lidt ked af det i starten. For er det nu godt nok det jeg finder frem til. Bliver usikker på mig selv og det jeg gør. Er jeg ved at være for gammel til at stå model i mit eget tøj. Er jeg pæn nok osv. Helt åndsvagt for hele essensen, er jo netop at intet er perfekt, ej heller mig. Men følelsen er der og den må jeg husker på når andre står overfor mig med den følelse og jeg syntes de er skøre. Bruger jo mig selv meget i my little curvy love. I den fase har jeg meget brug for kærlighed og omsorg. Derefter bliver jeg rolig og sindsygt fokuseret. Og på den ene dag er det så at jeg føler mig fri for alle spørgsmål eller usikkerheder og vupti står en ny kollektion klar.
Sådan er det for mig at skabe en kollektion. Men ved at det ikke er alle der arbejder sådan.
Men jeg har brug for kaos i mit sind og en fokuseret hed, helt ned i den mindste detalje. Sådan skaber jeg bedst.
Hun takker for at sige farvel. Og siger så stille, gud jeg glemte helt og spørge om en masse ting, men tror faktisk at den evne til at fokuserer midt i et kaos kan bruges af mange brancher, så laver den vinkel i stedet.Så må vi tage det med tøjet en anden dag.
Spændende, farvel
Farvel og undskyld at jeg ikke lige svarede som forventet 🤣🙏🏻❤️
Men det sker vist i al almindelighed altid omkring mig. Det man ikke lige forventede…
Kh.
Liv