Efterårsfornemmelser

 

Jeg er i Trysil sammen med familien. Mit ultimative yndlingssted på denne jord. Vi har en hytte heroppe, og den er noget så hyggelig. Det er sådan et hus, der omfavner én, når man træder over dørtærsklen.

 

Hytten er bygget i rundtømmer – kæmpe store træstammer holder taget oppe. Gulvene er af træ og lokal skiffer. Møblerne er alle i brunlige nuancer og proppet med bløde, farverige puder. Skind og bløde tæpper ligger på en stor kælk i stuen, så de er nemme at transportere udenfor i de grove stole på terrassen, hvor vi samles om bål og grill. Køkkenet er landligt. De fleste senge er alkover med påmalet stjernehimmel, der gør, at det hver aften føles som om, man kravler ind i en hule for at sove.

 

Vores soveværelse har ingen alkove, men til gengæld har vi en balkon, som gør vi kan sove for åbne døre ud mod fjeldet. Dynerne er kolde at kravle op i hver aften, og alt ved dem føles bedre end dem vi har derhjemme (som er fuldstændigt magen til), og de indgyder til at man bliver liggende bare en lille smule længere….

Derhjemme står jeg normalt op ved 05-tiden, men heroppe kigger jeg aldrig på uret. Jeg prøver at mærke, hvad min krop trænger til. Sover når jeg er træt, og står op når jeg føler mig klar. Ofte vågner jeg tidligt, og ser ud på solen og lyset, og så ligger jeg mig til at sove videre med et taknemmeligt hjerte. Mange morgener ligger der en lille barnekrop ved siden af mig, og trækker vejret tungt. Når han begynder at vende og dreje på sig, ved jeg, at nu vågner han snart og begynder på et fyldigt referat af nattens drømme. Han fortæller utroligt detaljeret, og i hverdagene, må referaterne oftest kortes ned af tidsmæssige hensyn, men heroppe på fjeldet har jeg tid til at høre det hele og ligge mærke til glæden i hans øjne, fordi det bare, var den bedste drøm nogensinde.

Elselskabet er kommet skære internet og TV kabler over, så der bliver læst bøger, spillet Matador (ekstremt meget Matador), Rommy Femhundrede, bålhygge og lavet mad. Vi har også besluttet os for at gå en tur hver dag. Lørdags nåede vi det ikke, men i går gik vi i evigheder op ad det, der normalt er skibakkerne. De samtaler jeg har med drengene på gåturene er små skatte, jeg gemmer i mit hjertekammer, men på trods af det, er det lidt op ad bakke at få traveskoene på og komme ud over stepperne. Jeg er sådan en hule-kvinde, der godt kan lide at pakke sig lidt væk og bare lade op.

 

Lige så social jeg er derhjemme i mit hverdagsliv, lige så anti-social er jeg heroppe. Hvis bare jeg kan få lov til at være sammen med min familie, er jeg glad. Heldigvis virker det til at resten af familien har det på samme måde, og vi lader op sammen.

 

Ligesom i DK er der ukarakteristisk varmt på fjeldet. 15 grader og efterårssol. Bålet er for hyggens skyld, ikke for at holde varmen, men det ER hyggeligt med bål udenfor, hvor alle træerne står og svajer med blade i gule og rødlige nuancer. Det er det, jeg elsker mest ved efteråret. Farverne. Jeg tror ikke, jeg ved noget smukkere end når bladende skifter farver og til sidst falder af grenene. Når naturen viser os, at det er helt naturligt at slippe det, der ikke længere bekommer os vel.

 

 

Min drøm er en gang at kunne bo heroppe fra december til marts. Gå i hi heroppe og bruge tiden på at skrive og være alene (sammen med Allan) og byde familie og venner velkommen.

 

Jeg ved ikke, om jeg gør dette sted til mere, end det er, men for mig er her magisk. Her føler jeg mig tryg, og mit formål står klarere, når jeg befinder mig her.

Ikke fordi træerne gror ind i himlen. Jeg er stadig mig. Jeg brænder stadig FULDSTÆNDIGT sammen i hjernen, når børnene ikke er hurtige nok til at give terningerne videre i Matador…

 

 

 

xx Mette

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.