Det liv du lever, er det liv, du får.

Jeg var til “Salon” hos Pernille Aalund i tirsdags, og på vej derop, havde jeg i bilen prøvet at forberede mig mentalt på, hvad det ville sige at være til “Salon”. På den ene side havde jeg ingen forventninger, og på den anden side håbede jeg på at gå derfra med en dybere indsigt.

Jeg har i et stykke tid været lav på energi og overskud. Dagene flyver af sted, og alle de ritualer, der gav mig jordforbindelse og energi, havde jeg for måneder siden skåret væk. Det er for øvrigt mærkeligt. At jeg i pressede situationer har en tendens til først at fravælge alle de ting, der gør mig godt, men holde krampagtigt fast i situationer, der ikke bekommer mig vel. Det kan jeg jo tænke lidt over…

Baggrundshistorien er, at min mand og jeg sammen driver en juicefabrik på Lolland, hvor vi hver uge laver friske, rene, økologiske juicer uden nogen former for tilsætningsstoffer, konserveringsmidler eller koncentrater, som vi sender ud til kunder i hele landet. Det er et projekt, vi sammen har knoklet for og med i nogle år. WiSH Juice er det, vi bruger de fleste af vores vågne timer på, og vi har investeret ubeskriveligt meget hjerteblod og mange penge i firmaet.

Mens Allan hver dag er i produktionen og sørger for juicen presses og kommer på flasker, så sidder jeg med alt det administrative. Allan er en ekstremt dygtig forretningsmand, og havde du fortalt ham for to år siden, at han ville komme til at være på “gulvet” og styre det praktiske i produktionen (samtidig med han laver alt det andet), så havde han nok ikke troet dig. Det samme gælder for mig. Jeg er uddannet psykoterapeut og vil betegne mig selv som et menneske, der blomstrer i arbejdet med mennesker, men min hverdag er nu administrativt arbejde. Jeg laver vagtplaner, bestiller råvarer hjem, laver produktionsplaner, ordremodtagelse, fakturering, løn, booker transporter, ringer til kunder, laver kaffe og taster dagen lang tal ind i Excel-ark. Det kunne jeg ikke i mine vildeste fantasier have forestillet mig. Jeg havde altid forsvoret, at jeg ALDRIG skulle arbejde med tal og sidde på kontor.

Dagene er lange, men flyver så hurtigt forbi, at jeg kan have svært ved at følge med, og jeg har slæbt rundt på en konstant, tung byrde, bedre kendt som “Mom-guilt”. Jeg har stort set haft dårlig samvittighed over alt vedrørende vores børn. Ikke fordi, der har været noget galt med drengene. De trives og er nogle fine mennsker, men der har bare været ganske få områder, hvor jeg har følt mig tilstrækkelig og god nok.

Jeg har af flere omgange måttet kæmpe for at holde perspektivet og mange gange er det ikke lykkedes særlig godt.

Da jeg d.22.  januar havde fødselsdag, blev det hele sat på spidsen for mig. På mærkedage bliver jeg ekstra introvert og tager altid mit liv op til revision, og i år fik jeg simpelthen så ondt af mig selv😭 For det første er jeg ikke på FB, så lykønskninger var der ikke mange af, og vi havde en travl og lang dag på fabrikken, der gjorde at vi først var sent hjemme, og jeg ville bare i seng. Vi havde haft den skønneste fødselsdags-weekend én dag tidligere med hotelophold, fantastiske venner og total luksus-hygge og afslapning, men jeg kunne KUN se alt det, jeg ikke var vild med. Alt det jeg ikke ønskede mere af. Alt det jeg længtes efter, men som ikke var mit. Jeg blev så for meget, at selv jeg fik kvalme over mig selv og mit navle-pilleri. Jeg vidste, at noget måtte forandres, men jeg havde ikke overvejet at det, der skulle forandres var mit fokus.

Okay, tilbage til tirsdag aften, hvor jeg spændt sad i bilen og bad en bøn om forandring og om at jeg måtte være modtagelig for Pernilles ord.

Jeg har som sagt aldrig været til “Salon” før, men vidste efter et kvarter, at jeg var landet det rette sted.

Det blev afholdt i Pernilles hjem, som hun deler med sin mand, Kim.  De bor hyggeligt og lækkert, men vigtigst af alt, bor de med hjerterum, og jeg følte mig omfavnet af deres gæstfrihed. Vi var ca 10 gæster, der var kommet for at lade sig inspirere og røre. Blandt andet sagde Pernille, “Det liv du lever, er det liv, du får”. Når jeg er fanget i mit tunnelsyn, er det en lorte-sætning at høre, for i de situationer ønsker jeg ikke selv at være ansvarlig for mit liv. I de situationer vil jeg hellere pege fingre og dvæle ved “hvad de andre gør forkert”, men en tale, Pernille holdt ramte mig så dybt inde i hjertekuglen og lige i solar plexus, at jeg kunne mærke, at der ikke er noget galt med mig, mine arbejdsopgaver eller mit liv. Jeg lever faktisk min drøm. Jeg har har et formål. Det, jeg havde overset, og det der skræmte mig ind i negativ passivitet, var, at min drøm har forandret sig. Mit formål er et andet. Jeg er en anden, end jeg var for bare 6 måneder siden. Problemet var bare, at mit sind ikke var fulgt med. Af frygt for udvikling, ambitioner og et stort potentiale prøvede mit sind at fokusere på mangel, blindgyder og besværligheder, i en sådan grad at jeg ikke kunne se, at jeg rent faktisk lever min nuværende drøm.

Der var så mange guldkorn i aftenens løb, hvor jeg tænkte “SELVFØLGELIG!!!!” “Nå, ja!” “Det giver god mening!” og jeg følte nærmest at jeg svævede hjem. Næste morgen stod jeg tidligt op, gik en tur med hundene og badede i havet. Jeg havde masser af energi til dagen, og måtte jo sande om aftenen, at jeg ikke var mere træt end når jeg sover to timer ekstra om morgenen. Eneste forskel var, at jeg havde prioriteret mig selv og mit velvære.

(Mig efter morgenens iskolde havbad)

Jeg tror på, vi møder de hverdags-engle, vi har brug for, hvis vi er åbne og opmærksomme. Det kan være en forfatter (en bog), en veninde, en kollega, en anden mor i vuggestuen, et citat på instagram eller en fremmed, der rækker hånden ud. Det eneste, der påkræves er, at vi har modet til at turde være sårbare, åbenhjertlige og til at lære. Jeg ved, at jeg har alle tre dele. Jeg er ikke bange for at være sårbar – faktisk deler jeg generøst ud af alle mine svagheder, for livet har lært mig, at I andre også har dem, og det er trods alt sjovere at grine af vores særheder sammen, end at bruge energi på at prøve at skjule dem. Åbenhjertelig er jeg også. Jeg er født med en glæde i mit hjerte, der har vist sig at være en af mine allerstørste styrker. Jeg elsker at lære af andre, det giver mig en følelse af at vi alle er forbundet, og det gør mig godt.

Så 1000 ord senere kommer min pointe. Nogle gange farer vi vildt – i livet, i os selv eller i andres holdninger, men det er vigtigt at huske, at der er en løsning på alt. Igennem livet forandres udfordringerne, og derfor også løsningerne. Denne gang var Pernille Aalunds livserfarring, generøsitet og Salon min redning, og det, der skulle til, for at jeg kunne erindre, at jeg lever nøjagtigt det liv, jeg har drømt om.

xx Mette

 

Hvis du også har lyst til at komme til en Salon, kan du finde flere oplysninger på http://www.pernilleaalund.com 

 

7 Comments
  1. Kære Mette.
    Jeg tror, du med din livserfaring og generøsitet netop har skabt en “virtuel Salon”.

    Det er herligt, at læse dine reflekterede indlæg. Jeg er selv i samme situation med sus på det gode liv, hvor min mand og jeg gør drømme til virkelighed. Nogle gange kører det hele bare stærkere end mit sind kan holde trit. Det gør, at jeg forvildes til og tro, at den er helt gal. Det er lige det modsatte, der sker. Jeg har nemlig fundet ud af, at i de perioder er jeg bare i stor personlig udvikling. Den modvind og høj puls som er i disse udviklingsperioder, forveksler jeg som oftest med, at jeg må væk ;O) Det kan jeg så tænke lidt over hvorfor ;O)

    Sig til den dag DU laver en “Salon”. Jeg er ret sikker på, at vi er mange kvinder, som gerne tropper op og deler “Det gode livs veje og vildveje”.

    1. Kære Rikke
      Jeg har gået og båret på din fantastiske kommentar, lige siden den tikkede ind. Jeg har læst den igen og igen, og været fyldt med taknemmelighed. Tusinde tak for dine ord. De varmer mig og jeg føler mig set. TAK!
      Derudover, er jeg faktisk vildt glad for at høre fra en anden kvinde, der står i samme situation. Jeg ved, det vil give mig styrke i tider, hvor mit mod svigter. Og derudover ELSKER jeg det du siger om, at det her er vores virtuelle saloner.Det er mit håb at vores virtuelle saloner, gør netop det – hjælper os til at finde hinanden, så vi kan være stærkere sammen og læne os op ad hinanden.
      De kærligste hilsner
      Mette

      1. Sure, let this be the kick off on the world’s first female virtual salon ;O)

        At turde og være sårbar, tror jeg, er den største styrke vi som kvinder kan have med os i livet. Når det så er sagt, synes jeg også, at det kan kræve så meget mod nogle gange.
        Min karriere foregår i en yderst maskulin verden (robotteknologi). På mange måder er det befriende og lige til og samtidig benhård, bundlinje business.
        Jeg er skolet i en psykologisk- pædagogisk -humanistisk retning, og guderne skal vide, at jeg da aldrig havde forestillet mig, at skulle arbejde med robotter ;O) Livet er heldigvis så underfundigt, at der er skønne sving og kurver på vejen, og udsigten er som oftest herlig berusende. Der er dog også “maskulin modvind” og stejle stigninger, som gør at min indre Gudinde både blive køresyg, søsyg og får dykkersyge ;O) Heldigvis er der skønne livseliksirer mod både køresyge, søsyge og dykkersyge ;O) AND my husband is my rock. Ja, jeg blotter mig gerne og siger, at styrken finder jeg ikke altid i mig selv, men i samværet og nærværet med lige netop ham, som min sjæl er forseglet med.

        Ville egentlig bare skrive; “You go girl”, for jeg tror, du har fat i noget feminint grundlæggende, som skal ytres for at blive til endnu mere styrke.

        1. Robotteknologi – hvor sejt!!!! Du lyder som en mega fantastisk kvinde🙌 Glæder mig til at høre til dig. Og TILLYKKE til os med verdens første virtuelle salon – not bad for a days work😉
          Knus M

  2. Kære Mette,
    synes at jeg genkender din beskrivelse af rejsen indeni – jeg tænker om du måske har vokseværk? Og jeg tænker at du i så fald ikke er alene, men at det på hver vores (helt) forskellige måde tidvist rammer alle os der bevæger os igennem og bevæges af livet. Med stød og bump og omveje og genveje (og omveje der bliver til genveje når målet ændrer sig – og omvendt), Vi bliver strukket og formet i spring og hvor er det indimellem uoverskueligt, ubehageligt, ubalanceret endda. Men vi byder vækstzonerne velkomne, gør vi ikke? For det er jo der vi flytter os mest som mennesker, det er der vi gror og deri er en vished som jeg selv synes gør det usigeligt meget nemmere at bære sårbarheden.

    Spændende at følge dig på rejsen, tak for dine skriv – og et stort tillykke med fødselsdagen;)
    Knus
    Helle

Leave a Reply

Your email address will not be published.