Tomrummet mellem velkendt og ukendt

Kender du følelsen af at give slip på noget, der ikke længere tjener dig, for at læne dig ind i….ingenting.

Følelsen af, at det du plejer at elske at bruge tid på, ikke længere tilfredsstiller dig. Efter nogle forgæves forsøg, hvor du prøver dig med det gamle igen og igen, må du give op og lukke ned for det velkendte, som pludselig føles utilfredsstillende og hult. Men utilfredsstillende og hult kan næsten være bedre end alternativet, som er INTET. Det er nemlig ikke så svært at slippe noget, når du har noget bedre at bytte det ud med, men når du slipper noget, for at erstatte det med intet, rammer du ind i “tomheden”, som kan være rimelig angstprovokerende.

Det kan være alt muligt, du er klar til at slippe. For snart 7 år siden slap jeg overfladiske relationer. Mennesker, der kun talte om andre fremfor om det, der skete i deres eget liv. “Vino-aftener”, der kun handlede om friværdi, #mitfantastiskeliv og ydre statussymboler. Jeg kedede mig inderligt i de venners lag, men det var svært at bytte de forudsigelige, røvkedelige aftener  (som jo også var sjove) ud, med intetheden. Med stilheden! Jeg vidste, hvad der ikke nærede mig længere, men jeg anede ikke, hvad jeg ønskede i stedet for. Dels fordi jeg ikke kunne forestille mig, at jeg kunne møde mennesker, der både nærede min sjæl og som var sjove. Det var nok lidt som at være i et dårligt forhold, hvor man holder fast i “nitten” fordi man har været i noget middelmådigt så længe, at man ikke længere tror, det optimale forhold findes. Sådan havde jeg det. Men som det ofte er, så spidser livet og ens omstændigheder så meget til, at man til sidst bliver nødt til at handle. Det skete også i mit tilfælde. Og så sad jeg der i tomheden og var overladt til mit eget fantastiske selskab (kan du fornemme sarkasmen?).

Tomheden var omtrent lige så appellerende, som en rodbehandling. Til gengæld varede det kun et års tid😱😱😱😱 Et. Langt. År. I det år kom jeg mere hjem i mig selv, og i den process fandt jeg ud af, hvad jeg søgte. Pludselig en dag bankede min nye veninde på døren. Vi mødte hinanden via en fælles bekendt, og der gik ikke mange minutter, før jeg vidste, at hun var en kvinde, jeg gerne ville se mere til. Kort tid efter vores første møde, spiste vi frokost sammen inde i byen, og det var tydeligt, at vi var meget ens. Hun fortalte mig om sine dårlige sider, som om det var medaljer, hun stolt havde kæmpet sig til. “Det er nogle af de ting, jeg arbejder på at lave om”, sagde hun, og jeg sad og tænkte, at det var fantastisk at møde et mennesker, der stod ved sine dårlige sider, som om det var det mest naturlige i verden. Det ER det mest naturlige i verden, men det var ikke den slags kvinder, jeg på det tidspunkt havde flest af i mit liv. På vej hjem i bilen husker jeg, at jeg tænkte “Så var det alligevel tomheden værd, hvis det er sådanne mennesker, jeg kan få ind i mit liv…” Hun var den første, men ikke den sidste. Jeg møder fortsat de skønneste mennesker, der beriger mit liv.

Andre venner jeg har måttet slippe, er Ben & Jerry. Engang var min perfekte aften, en aften i deres selvskab, men fortryllelsen er brudt, og jeg må nu se mig selv være alene hjemme uden deres selskab i sofaen.

Så var der sladder. Hovedsageligt i blade og på nettet. Mange vil ikke stå ved, at de elsker sladder-blade, men jeg kunne ikke skjule min begejstring for torsdage, hvor Billed Bladet og Se&Hør udkom. Jeg ELSKEDE det! Indtil jeg ikke gjorde det længere. Så var der tomt igen. Andres liv (fortalt af en tredjepart) var ikke så interessant længere, og mine hyppige – læs: daglige – besøg på people.com blev utilfredsstillende. Jævnligt åbnede jeg min computer for at lukke den igen, da det jeg søgte ikke var at finde på nettet. Så ingen surfing på hjemmesider og ingen magasiner. SUUUUPER!

Jeg er glad for at læse bøger, men det kræver, at jeg fordyber mig, og det giver derfor ikke, det samme quick-fix som sladderblade og hjemmesiderne. Altså tomhed. Igen.

Film, lydbøger, podcasts og serier, har været blandt mine favoritter i flere år, men film har mistet sit greb om mig i sådan en grad at jeg ligger mig til at sove kort efter åbnings-scenen. Jeg ser stadig serier og hører lydbøger, men jeg mærker oftere og oftere, hvordan der er en lille stemme indeni, der skriger efter ro, hver gang, jeg tænder for andet end mine tanker. Det virker som om, det er et spørgsmål om tid, før de fornøjelser bliver hule også… Mit intellekt ved, at der kommer noget bedre, men nogen gange er det altså bare besværligt at stoppe med det velkendte og hele tiden blive mere til stede i nu’et. Det kan føles direkte belastende, at være tro mod den indre stemme.

Andre gange sker det omvendt. Jeg står i en situation lige nu, hvor jeg ved, lige præcis, hvad jeg vil. Men for at gøre det, må jeg slippe noget andet. Tiden til at slippe det “andet” er ikke helt moden endnu, så jeg venter tålmodigt-ish på at den Guddommelige timing viser sig fra sin bedste side, og hjælper mig på vej, ved at åbenbare muligheder, jeg ikke anede fandtes. Derfor befinder jeg mig ikke i tomheden nu, men i  bevistheden om uvisheden. Bevistheden om at jeg ikke ved, hvordan det hele skal udfolde sig, men tilliden til, at alt er, som det skal være. Erfaringen om, at jeg har været her før, men kombineret med bevidstheden om, ikke at kunne bestemme slagets gang. Og så er den der igen, tomheden. “Ingentingheden” mellem det kendte og det ukendte. Tiden mellem fortiden og fremtiden. Nuet, som ikke vil lade sig dulme med overfladisk snik-snak, sladderblade, online-surfing eller is. Nuet som kræver min opmærksomhed, og ikke lader sig overhøre.

Jeg ville ønske, jeg kunne springe tomheden over, men erfaringen har vist, at det er tomheden, der er vejen ind til det nye, jeg så gerne vil have, men ikke kan finde hen til. Så hvis nogen mangler mig, kan I bare lede i tomheden. Jeg er hende med det utålmodige udtryk i øjnene.

 

xx Mette

 

 

2 Comments
    1. Ikke det der ligner😉 Men overgangene fra gammelt til nyt er vilde og tomme, fordi alt gammelt er velkendt, og det nye stadig blot er noget uhåndgribeligt som kan føles, men ikke ses. Kys til dig, min ven💜

Leave a Reply

Your email address will not be published.