Jeg har lige sagt farvel til mit team i Indien. Vi har krammet, grædt grint og sagt farvel igen og igen. Det var mit første møde med de fleste af dem. Som en date hvor man har skrevet og skrevet med hinanden, men aldrig haft mødet. Det møde man har set frem til, men også det møde hvor man har tænkt åh nej. bare de er lige så skønne live som på skriv. Sikker på de fleste kan nikke genkende til dette. så man er lidt nervøs, men ved også at man vil gøre sig umage. eg træder ind på systuen og møder min skønne arbejdsveninde og chef for foretaget house mood. Aroona er hendes navn.

 

 

En fantastisk , sjov, dygtig, begavet  og også meget følsom kvinde. En kvinde der går op i bæredygtighed, medarbejder forhold økologi og vitaminer. Men også en kvinder der er super dygtig  til design. og er et menneske man kan betegne som passioneret og helt igennem bare dejlig. Men også super følsom hvilket jo nogle kan kan være lidt svært i denne hårde design verden og måske endnu svære som inder. 

Nå men træder ind er det første jeg ser Aroona og derefter kommer Manju løbene. Manju er sådan set min blind date. Manju er produktion chefen. Manju er hende der får biksen til at glide og taler altid med en rolig og kærlig stemme. Alle burde have en Manju i deres liv. Manju er også et helt specielt menneske. Manju og jer er vel næste jævnaldrende. lidt som med Arooona.

Manju er også det der hedder Aroonas højre hånd. Hende der altid bliver hjemme på pinden. Hende der altid sørger for at der er te, vand og kager til arbejderne. Hende der til mig hver dag til frokost, så også lige havde lavet noget specielt utroligt velsmagende  mad til mig. For det skulle jeg da prøve. Ja søde Manju selvfølgelig skal du da gå hjem og lave mad til mig, nu hvor du kun har arbejdet i 12  og sådan kan jeg blive ved. De sidste 2 timer har jeg brugt på at, gå ind og ud af 45 graders varme og tage billeder af tøjet med mig i. Det Aroona og jeg kunne nå, eller kunne også sige klare for var så varmt og hårdt nu at de fleste havde givet op. Til sidst giver jeg op og bum, min fod hæver op til dobbelt størrelse efter mødet med et hul i græsset. Pis, den sagde en grim lyd og gør ondt. Men har prøvet det så mange gange før at, jeg ved den ikke er brækket men gør ondt.Som min far altid sagde da han levede. Benedikte. Hvis du ser 2 sten i ørkenen, så falder du over den ene og smadre hovedet ned i den anden. Og det har fulgt mig siden. Er altid et skridt foran, så derfor ser jeg da ikke lige det eneste hul i græsset der er. Ind kommer vi og Manju høre om mit uheld. Aroona og hende henter resolut en balje med vand og isklumper. Putter min fod ned i den. Da hævelse har fortaget sig lidt, sætter hun sig kærligt på en lille stol. Kigger på mig med sine store smukke øjne og siger I will fix it. Dont worry. Hun smøre noget olie på foden og så starter hun med, på magisk vis at magere den. En halv time går, mens hendes fingre kærligt stryger over min fod.

 

 

 

 

 

Kærligt men bestemt. Og sådan er hun kærlig men bestemt og ordentlig. Er der nogle der mangler noget fixer hun det og derfor fixer hun så også lige min fod. Manju må være verdens bedste PA er. Hun kunne godt blive ved. Men sådan er alle de mennesker jeg arbejder med, kærlige, dygtige og helt fantastiske mennesker. Selv de mænd der syer mine prøver og jeg ikke kan tale med, kommer ned og stopper deres maskiner da de høre at jeg skal hjem. De står også der på gaden med hænderne foldede og siger namaste.

 

 

Det kan godt være jeg har midste meget igennem mit liv, men lige nu er jeg fyldt op. Er taknemmelig og lykkelig.

 

 

Jeg går ind i bilen, puha, dette øjeblik bliver lige intenst nok for  mit følsomme designer hjerte. Luften emmer af kærlighed til mig. Min mission for kurvede kvinder og my little curvy love. Alle har fået min historie og alle står her nu og tårerne begynder at trille ned af deres kinder. Aroona siger grædende. Vi ved slet ikke hvad vi skal gøre uden dig. Det her sted er ligesom forvandlet. Vi har altid haft det så godt, men nu er vi ligesom, blevet en familie. Du skaber glæde og positivitet hvor du kommer. Så begynder jeg at græde for havde ikke lige regnet med at, høre dette. Som i ved er jeg jo et utroligt følsomt væsen, så sådanne ord rammer. Kan mærke at de ikke bare gør det her som en standard. Men har også oplevet vilde ting her. Nogle af meget privat karakter og vil ikke udlevere nogle. Men tror at dette ophold har været specielt for os alle i dette øjeblik. Er opdraget af min mor til at være en slider og gå i front, ikke give op. Men samtidig med kærlighed til de mennesker der passere min vej. Om de kommer fra høj eller lav betyder intet!  Måske jeg derfor er allergisk overfor snobberi. Det er ikke hvad du er født til eller hvor mange penge du har, der gør dig til et fint menneske. Det ligger bare så dybt i mig at, jeg tænker det er det de mærker. At rengøringen er lige så vigtig som designeren eller chefen i denne fødekæde. Tror det er en af de vigtigste ting i livet jeg har fået med fra mine forældre. Ikke at være snobbet men se mennesket hvor de er og i dag gav det bonus. 

Så nu sidder jeg selv helt stille i taxaen. Laver min lille sidste tale video til jer. Har lige grædt som pisket. Ligner ikke det man normalt ville vise som en tjekket designer :-). Men ænser det ikke. Min krop er udmattet men mit hjerte er fyldt af kærlighed. Alle har arbejdet som sindsyge for at kollektionen  skulle blive færdig. Alt det nye jeg tilføjede blev bare fantastisk.

 

 

Så nu kan jeg tage hjem med 2 kufferter fyldt af prøver. En kollektion der hænger sammen. Et hjerte der er fyldt af kærlighed.

Hvad mere kan man forlange? Måske blive modtaget af Bartholine, men her går der en lille uge endnu, eller også komme hjem og blive krammet og kysset, for det trænger man også til efter en sådan emotionel rejse jeg har været på.

Så Namaste fra mig og nyd jeres weekend

Liv/Benedikte 

4 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published.