I den sidste tid har jeg mødt så mange kvinder, der er trætte af deres liv. Trætte af at være trætte.
Det er ikke mændene de er trætte af. (Jo, nogle gange er det faktisk mændene de OGSÅ er trætte af). Heller ikke deres børn. Egentlig heller ikke deres arbejde som sådan, for det kan de (for det meste) godt lide. Nej, det de er trætte af, er mængden af arbejde. De er trætte af altid at være tilgængelige for alle, men aldrig for sig selv. Trætte af ALDRIG at have tid nok.
Temaet er ikke nyt. Det er måske det kvinder i 30’erne, 40’erne og (måske) 50’erne har talt om i generationer, men det er først nu, det rammer mig og ”mine” kvinder. For trætheden er ligesom stærkere end den plejer og anderledes end den vi oplevede, da vi var unge og havde søvnmangel på grund af for meget dans og for mange sjusser. Anderledes end den vi havde på grund af små babyer, der ikke sov om natten, og hang på os som magneter på et køleskab hele dagen. Anderledes fordi det er en træthed der går helt inde i knoglerne og fordi den er blandet med en inderlig længsel efter et liv, vi måske aldrig har prøvet at leve før, men som vi på en eller anden måde, instinktivt føler, ville være bedre. Et liv i mere balance.
Personligt tager jeg mig selv i at tænke, om jeg har misforstået konceptet med livet, fordi jeg bruger så meget af min tid på at arbejde, så jeg i fremtiden kan leve lige som jeg vil. Men hvilken fremtid? Vi har ingen garantier for nogen fremtid, så hvad er det vi pisker rundt efter? Det eneste vi har er nuet, og hvor mange af os bruger nuet på at ønske, det var anderledes….
Hvis du spurgte mig for et par år siden, ville jeg påstå, at jeg var balance. Jeg havde alle svarerne og vidste, hvordan jeg skulle leve mit liv. Forsvor at jeg aldrig ville gå på kompromis med mig selv og tillade ubalance i mit liv. ”Det er jo et valg”, hører jeg Mette anno 2015 sige mens smagen af opkast breder sig i min mund. Seriøst, jeg troede, jeg vidste det meste…okay, ALT. Jeg lagde planer for hvordan livet skulle udforme sig alt i mens Gud grinte.
Nu er der få ting, jeg ved med sikkerhed, og én af dem er, at jeg intet ved. En anden ting er, at alting forandres. Både smerte, lykke, mennesker og planer. Alt er foranderligt. Og den smerte der den ene dag er fuldstændig ubærlig, vil den næste dag (eller efter en middagslur) virke en anelse lettere at indeholde. Samtidig vil den veninde, du troede, du skulle følges med resten af livet, vise sig at være mere af en sæson-model og læring end noget andet. Det er ikke godt, det er ikke skidt, det er bare sådan det er.
Jeg har på fornemmelsen, at livet foregår i cykluser, og hver har sit eget tema. Når et tema er mestret, går vi videre til næste runde. Alternativt bliver vi ved med at mose rundt i samme tema i flere runder, fordi vi bare ikke vil modtage den læring, vi har brug for. Det kan føles pænt belastende og frustrerende. Som for eksempel hvis nu man gang på gang blev ved med at spænde sig selv så hårdt for, at man ikke havde tid til at nyde det, der måske er det vigtigste.
Personligt tror jeg min rejse, går mod det mere enkle, end det jeg hidtil har stræbt efter. Jeg kender ikke vejen frem, og det presser mig max, for så er det svært at holde fast i illusionen om at jeg kan kontrollere, hvad der sker i mit liv. Hvor er middelvejen mellem at skabe og at være? Er det utopi at tro, at man kan det hele – ikke bare som kvinde, men som menneske? Måske…? Jeg hører fra kvinderne i mit liv, at de ikke engang vil have ”det hele” længere, de vil bare gerne holde fri. Fri fra deres liv.
Drømme-ferien er ikke længere en tur til Mauritius med familien. Drømme-ferien er en alenetur til et dejligt hotel med lækkert sengetøj(som andre har lagt på og senere vasker), roomservice, adgang til TV-serier ad libitum og et solidt ”vil ikke forstyrres” skilt.
Jeg har ikke svaret på, hvad der skal til, men jeg tror, længslen efter noget andet er en naturlig modreaktion på for mange år med store forventninger til sig selv, omverdenen og livet. Ideen om at jeg (egoet) skaber mit liv, når sjælen tydeligvis længes efter noget andet, kan jeg ikke længere sidde overhørig, så jeg er spændt på fremtiden. Men ikke ”spændt-spændt”, for det er jeg simpelthen for udmattet til…