Det er d. 31. December og jeg sidder nede på ladestationen i bilen med hunden og en kop the.
Jeg kigger på klokken og tænker: ”Hvordan er klokken allerede blevet 11.55?” Imorges satte jeg mit vækkeur til kl 07.00. Kl 07.00 slukkede jeg det første gang, kl 07.05 anden gang, og kl 08.10 tredje og sidste gang. Derefter sov jeg bare videre og vågnede ved 9-tiden. Ansigtet hævet fordi jeg i over en uge har spist, drukket og ikke lavet meget andet. Ja, ja, sig det bare… Helse-Else!
Men egentligt satte jeg vækkeuret til kl 07.00 fordi jeg skulle have noget ud af dagen. Jeg havde besluttet mig for at slutte 2017 effektivt. Min plan var at stå tidligt op, gå på stranden og bade og så sætte mig hjem foran pejsen og arbejde. Hele set-up´et var så hyggeligt i mit hoved, at jeg rent faktisk troede på det ville ske, i går da jeg satte vækkeuret. Lidt på samme måde som jeg i hele 2017 troede, jeg ville vågne op og træne hver morgen inden havbad og job. Det skete heller ikke. Nogensinde. Overhovedet…
Og nu sidder jeg her med bare ben i mine UGGs, en blød uldkjole og morgenhår, og kæmper med tanken om at jeg om tre timer skal være klar til at begynde nytårsfejringen. Hunden ligger på sædet ved siden af og jeg tror, hun er den klogeste af os. Ingen planer om noget som helst, bare hvile. Tanken om at skulle i bad og have make-up på er noget nær uoverskuelig. Dét, der virkelig knækker kæden for mig, er tanken om, at jeg bliver nødt til at ordne mit hår. Vaske, tørre, sætte eller sådan noget.
Jeg ved godt, der er luksus-problemer, men har I andre dem ikke også? Eller er I sådan nogle sociale-sommerfugle, der bare glæder sig til en aften med gang i den?
2017 har virkelig været et lærerigt år. Jeg føler, jeg har lært og lært og lært. Jeg bliver altid så nostalgisk omkring jul og nytår, og tænker tilbage på, hvor jeg var året før. Sidste år vidste jeg slet ikke, hvor meget jeg er i stand til. Jeg havde en formodning om, hvad jeg kunne og endnu vigtigere, hvad jeg ikke kunne. Men efter et år, hvor jeg har gjort så mange ting, jeg troede var udenfor min rækkevidde, og hvor jeg har hylet mig igennem rigtig mange bilture til og fra arbejde, med følelsen af at være en lortemor og bare aldrig have tid nok, så er jeg kommet stærkere ud på den anden side.
The kids are all right. Faktisk har børnene det rigtig godt, og jeg bliver så rørt over at være deres Mama. De har ikke taget skade af vores mange timer på juice-fabrikken. De har set os kæmpe, for det vi tror på, og de fik lov til at spille alt det computer de ville i 6 uger af sommerferien, fordi Allan og jeg lavede juice, rensede jordbær og vaskede spande. I virkeligheden tror jeg, drengene nød at have frit slag foran computeren, og jeg husker med glæde tilbage på vores sene midnats-middage, når vi kom hjem fra fabrikken, og drengene havde ventet med at spise, til vi var retur. Det er kærlighed.
Vi har også fået endnu et barnebarn i 2017. En skøn, lille dreng, som er så fin, så fin. Når jeg ser Allans datter med sine to, små drenge, husker jeg tiden som små-børnsmor, og er taknemmelig for at den tid af mit liv er ovre. Det er jo MEGA hårdt!! Allans datter er så ubeskriveligt fantastisk til at være Mor. Hun er tålmodig og kærlig og mit hjerte skvulper over med kærlighed til hende og den tid af sit liv hun er i nu. Jeg ville ønske, jeg kunne give hende bare ét døgns hvile og afslapning, men lillemanden vil være hos sin mor. Det er en mors velsignelse og forbandelse (når man er træt), og jeg må bare sige at jeg tager hatten af for alle kvinder (og mænd) med små børn. Må 2018 være jer nådigt, og må I få mere nattesøvn.
Set i retrospektiv, har jeg nok været min egen største udfordring i 2017. Jeg har haft en tendens til at ynke mig selv ret kraftigt, og jeg har været lidt plaget af det grønne græs på den anden side. Jeg har uden tvivl gjort mit bedste, men ens udsyn bliver jo gerne lidt snævert, når man går rundt med hovedet oppe i røven på sig selv… Men nu er hovedet ”revet ud” og jeg er klar til 2018.
Godt nytår til jer og TAK fordi I læser med!
xx Mette
Årh søde M. Så fint skrevet. 2018 bliver garanterer lige så hårdt om ikke andet så med alt dethalj vi skal lave❤️❤️❤️ XXX
Søde Mette, du har garanteret ret – men i 2018 bliver det vores halløj, der kommer til at fylde🥂 Det er sjovere😂 tak for et dejligt 2017 i kærlighedens tegn❤️ xx M
Godt nytår 🥂🥂
Jeg er vild med dine indlæg 👍 de er spot-on og glæder mig til at følge med i 2018.
Tusinde tak🙏🏻 Du gør mig utrolig glad med de søde ord. Det betyder bare SÅ MEGET FOR MIG❤️ Tusinde tak og godt nytår til dig og dine🍾🥂 Knus Mette
Kære Mette Feldt.
“Autencitet” er bare så godt et ord, og selv om jeg ikke kender dig, så tror jeg, du er “what you see is what you get”. Dejligt befriende og bliv endelig ved med dine livsbetragtninger, de er en stor fornøjelse at læse. Nytårshilsener fra en Stillehavsø.
Kære Rikke❤️
Tusinde tak for dine ord🙏🏻 Det gør mig simpelthen så glad og taknemmelig at du har lyst til at læse med, og at du tilmed synes det er godt🙌🏻 Det er en sårbar størrelse at ligge sine tanker ud til skue, så opbakning som din giver mig lyst til at fortsætte. Mange tak🙏🏻 En stillehavsø, det lyder ikke dårligt😍 Nyd det! Knus Mette
Kære Mette. Jeg nyder at læse dine indlæg. Det viser at der stadig er mennesker, hvor alt ikke er glitter og glamour. Med alle de “positive og overskudsagtige” oplæg i de sociale medier. Ja så tænker jeg tit på, om jeg overhovedet er god nok. Men det er jeg!
Du for mig til at tænke gode tanker.
Og husk. Græsset er grønt, der hvor du vander det.
Læste lige, at den godt kunne misforståes:(
Men det er kun positivt. <3