Sidste dag i Copenhagen fashion week
Traditionen tro afsted kommer der en masse følelser og tanker, i mit til tider, alt for følsomme designerhjerte. kl. Er 4.23. Vågner med hovedet fuld af tanker. De er fredag morgen.
Er denne mission/ kamp for kvinders ret til at være hvem vi er, store eller små. Grimme eller pæne. Vi er alle normale, ud fra hvor vi er. Og har alle ret til at være sexede, moderne og smukke kampen værd?
Forstår nogen hvor svært det har været at, jeg midt i mit eget kaos omkring mit navn, satte gang i denne bølge alene. Usikker, men viljestærk, for kunne for første gang som designer mærke, at vi som designere, ikke bare behøver at skabe endnu et stykke tøj, men vi kan rent faktisk gøre noget for andre, hvis vi smider vores egen forfængelighed over bord. For som designer, er det at beskæftige sig med virkeligheden, kvinder som de rent faktisk ser ud og ikke kun smukke unge kvinder på 180 cm der er en str. 34/36, men også dem der er str. 42 eller 54 elle større eller mindre, det vi er opdraget til. Og da jeg startede, oplevede jeg da også på et nano sekund at ryge ud af den smarte design klub. Ja hvorfor dog interessere sig for noget så besværligt som virkeligheden. Mennesker
Men var nået til det punkt, at jeg ikke kunne producere så meget som et stykke tøj mere ,uden omtanke, uden at kaste op over mig selv. Der gav jeg slip og startede missionen!
Trak tæppet væk under mig selv og startede My little curvy love og ofrede alt. Ved det måske lyder mærkeligt, men det var en stor beslutning. Som at skulle sige farvel til noget stort, jeg kendte og goddag til en verden af usikkerhed og kamp. Men en kamp jeg selv havde så meget inde på kroppen. Har jo aldrig selv været den kvinde jeg designede til. Havde måske højden, men aldrig drøjden .
Nu står jeg så her og skal sige farvel til endnu en kollektion. Vinter 20 og om en uge goddag til sommer 21 hvor jeg drager til Indien for at finde nye smukke prints og farver.
Jeg kan mærke at jeg igen skal give slip. Slip på en kollektion, men også overveje om det er det rigtige jeg gør. For ved jeg har fat i noget rigtigt, men ved også at jeg er en nische i en brance, som i forvejen er en nishe, plussize branchen. Min nische består i at skabe mode, der også er eksklusiv men stadig til at betale for mange. Skal jeg holde fast i det eller give slip? Det spørgsmål tror jeg er vigtigt at stille sig selv løbende, som var det et parforhold, for er ikke et 9-16 job. Hvis jeg nu havde deltaget i ”Løvens hule” ved jeg, at de havde skældt mig ud og sagt at du står med en guld åre min pige. Men hvorfor helvede har du ikke mere fokus på salg og får bygget en salgs organisation op. Det her kan man blive SÅ rig på, for du laver noget, ikke alle andre gør, men med en verden som består af menneske, hvor min 51% er overvægtige bare i Europa. Så ja business wise, med de rigtige folk har jeg fat i noget. Det interessere mig bare ikke, penge, men ved godt at penge er midlet til at komme videre og derfor skal der jo også sælges varer. I know Men min passion ligger i kvinderne og formidlingen, DNA et som det nok så smukt hedder. Og derfor er spørgsmålet relevant. Er jeg relevant, eller er jeg ligegyldigt. Men min kamp er ikke slut, men måske er et delmål opnået. Fokussen på at gøre det unormale normalt er godt på vej. Mange etablerede tøj virksomheder, tortner frem med plus size brand. Måske ikke alle lige gode, men de prøver, for de ser guld. Og her står jeg så, her sidste dag under modeugen og får det nye femina ind af døren. Et af de ældste mode magasiner, som vi alle kender. Og hvad ser jeg, smukke Plus size model Malene Riss ( der i øvrigt er str. 42 og ja det er plus size for hun er ikke str. 34, men bare almindelig) I en hel serie hvor overskriften IKKE er noget med stor, big, plus, men blot forårets mode og med My little curvy love som det første billedet. Stylet af Louise Amstrup der er en af de dygtigste og kendteste stylister, vi har herhjemme. Så bliver jeg glad. Ikke bare sådan, nå fedt vi har en smuk helside i Femina, men en følelse af taknemlighed og stolthed. Taknemlighed for, at et blad som Femina sætter deres gode hold ind. Ikke gør det specielt og stolt fordi jeg tog springet, der hvor alle troede jeg var skør og ikke fattede, at jeg havde fat i nok det største spring branchen måske har måtte erkende, udover det omkring bæredygtighed som gælder over alt, men springet til at forstå at tøj og mode handler om mennesker. Du og jeg! Og så lige et tak til Dorthe Kandi som er chef redaktør på Femina og som har samme mission som mig. Af hjertet tak. Du er så sej.
Og beklager hvis i nu tror at jeg har fået endnu en pris for mit arbejde, med alle de mennesker jeg takker, men jeg er blot taknemmelig
Og nu tror jeg lige jeg vil prøve at sove en time mere, inden fredagen rigtigt starter.
Kh. Liv
