Hvordan turde du?

Hvordan turde du?

Løbende i mit liv er jeg blevet stillet det spørgsmål. Hvordan turde du. Og mit  kække svar har altid været, hvordan turde jeg at lade værre…

Men meget i livet handler i virkeligheden om at turde. Turde tage chancen og fejle, eller turde tage chancen for at opnå succes. Tingene hænger sammen. Hvis man prøver at betragte det at turde, lidt holistisk, kommer der måske noget klarere frem. Men i første omgang handler det vel om, at stole på sin egen intuition og bare gøre det. Så er det psykologen ville sige til dig, hvad er det værste der kan ske? Og her er det så, at du skal bevare roen, for ofte er det værste jo ikke det du frygtede, men i sidste ende, måske en åben dør til noget der er meget bedre, dog med udfordringer på vejen.

Så hvad er det der gør, at vi og jeg måske ofte forhindres i at turde? Livet består i virkeligheden af en stor rejse i, at springe ud. Først skal vi gå. Den modige type hiver sig op af sengen og begynder at lege udbryder konge. Den forsigtige græder og hiver sig måske op i sin mors skørter. Så kommer skoletiden, og tro mig den kan være hård. Jeg prøver at fortælle min datter på 12 år der som mig, måske altid har betragter livet åbent og hader uretfærdighed og derfor måske ofte er den der ønsker, at rede hele verden. og det kan man jo ikke og slet ikke som 12 årig. Så derfor vader lige ind i konflikterne. Men hun skal holde fast i, at turde tror på sig selv og at det er ok, selvom andre måske syntes det er mærkeligt. For med det at turde, respektere man sig selv og giver plads  til andre.

Så kommer man til det at turde elske et andet menneske. Og det er vigtigt. Give sig hen. Tage det rigtige valg. Nogle finder det rigtige valg med det samme, andre flakker rundt. Nogle oplever flere store kærligheder, mens andre måske aldrig oplever at elske. Men her handler det vel også om at turde. Både at elske, men også sige, var det her, det jeg ønskede med kærligheden i mit liv? turde både at sige ja, men også nej. Noget vi nok er mange der har prøvet. Men her oplever jeg også at livet måske også her består af faser og mennesker udvikler sig jo med tiden. Når jeg oplever et sølvbryllup, og ja den alder er jeg kommet til 🙂 tænker jeg  nogle gange, hm flot 25 år! Men ville du i dag sige ja. Nu har du haft 25 år til at finde ud af det, så hvorfor er du stadig utilfreds. Hvad er det her der gør, at du ikke tør stille dig det spørgsmål. Er du bange for at blive ensom? at miste det hele nu hvor du er blevet 50. Magter du ikke at mærke kærligheden igen med de komplikationer det kan give? Eller kunne du måske vende den om og tænke 25 år, sejt. Ej jeg glad? Næ. Er det, det her liv jeg ønsker ? Næ Men kunne du så måske tale med din mand om det eller din hustru. Kunne i måske gå på denne rejse sammen? Så i måske igen reelt kan sige ja eller give hinanden fri til, at mærke kærligheden på ny? Igen spørgsmålet om at turde!

Og hvad med dit arbejde. Tør du i virkeligheden have det job du har, kan man måske spørge sig selv? Eller vende den om og tænke, jeg har altid drømt om, at gøre det her…

Så spørg dig selv. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvad er det værste der kan ske…

Det at være modig, kan jo selvfølgelig godt hænge sammen med ens selvværd. Man kan være en fandens karl på nogen punkter og så en lille skrøbelig blomst på andre tidspunkter. Jeg kender godt det der med, at tænke, ej det tør jeg ikke. Og så starter alle katastrofetankerne om alt det dårlige der kan ske. Stooooop. Prøv at træk vejret og tænk så alle de gode tanker. Det kan være helt ned til det, at ligge på stranden og ikke turde rejse sig op og gå ned og bade, for tænk hvis de ser min store numse. Øhhh ja og hvad så? Jamen de ser hvor tyk jeg er! ja og? Tror du ikke de har nok at tænke på selv. Ofte glemmer vi faktisk, at vi mennesker  er ret selvoptaget og måler næsten alt ud fra os selv. Så rejs dig op. Gå ud i vandet. Nyd, at der også er plads til din skønne dejlige numse i det vand og husk, intet er perfekt. Det sammen gælder vel det med kærligheden. Stå ved det eller gør noget for at ændre det. De perfekte ægteskaber er måske ikke så perfekte. Men gør noget ved det. Eller lyt og tag hinanden med på rejsen eller giv hinanden plads til at gå hver sin retning. Det er også kærlighed. Før det ender i had og afmagt. Det samme gælder arbejde. Kæmp for det. Tag dig selv alvorligt. Intet arbejde er perfekt, men hvad ville der ske hvis du turde komme med initiativer til udvikling. Fortælle dine drømme højt? Måske ville du for første gang  i livet kunne mærke dig selv, dybt nede i maven og sige:

Hm ja livet kan være skønt, det kan også være hårdt, men jeg tog det alvorligt og turde leve det liv jeg har fået tildelt så smukt.  Men ærligt og med de bump på vejen som livet giver os, men også med de fantastisk øjeblikke hvor livet bare går op i en højere enhed.

Der hvor du turde tage dig selv alvorligt og bare ikke kunne lade være…

Kærligste søndags tanker fra mig.

 

No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.