Den usynlige grænse

Helt nøgen går jeg gennem vandet på vej over til badebroen, for at komme op til den varme badekåbe. Cirka ti skridt foran mig er en ældre herre på vej op af trappen. Han vender sig om mod mig og siger: ”Så ved jeg, hvem du er!!!” Med det samme føler jeg en uro i maven, fordi det er mærkeligt, at han pludselig siger sådan. Ude i vandet har vi small-talket om vandets temperatur for få minutter siden, men med hans udbrud lyder det som om, jeg har fortalt ham om mig selv, og vil have, han skal kende mig. Det er ikke tilfældet.
”Nå?” siger jeg.
”Ja, du er Mette, ikke?” siger han mere konstaterende end spørgende.
Mange tanker flyver gennem mit hoved, men først og fremmest : hvorfor kender denne mand mit navn? Jeg undertrykker uroen i kroppen, og lysten til at spørge ”Hvad mener du med det?” og siger i stedet , ”Nå, ligner jeg ”en Mette”?” Jeg oplever det som om, den ældre kvinde, der er sammen med ham, også bliver en smule utilpas. Hun halv-griner og istemmer sig mit ”ja, du ligner nok en ”Mette””….
Manden er nu nået op til bænken, hvor han tørrer sig med et lille håndklæde, mens jeg nu er på vej op af trappen. Han vender sig om, ser på mig og siger: ”Nej det er det såmend ikke … (altså det er ikke fordi jeg ligner en ”Mette”). Jeg talte med ham ….. – det nye medlem – kender du ikke ham?”
”Jeg ved, hvem han har,” siger jeg.
Manden siger højt: ”Ja, jeg talte med ham, og han fortalte om dig. Eller vi snakkede om dig.”
ALT inde i mig stivner. Han siger ikke mere. Bare at de har talt om mig. Ikke andet. Hvorfor taler to mænd, der ikke kender mig, om mig? Er jeg dum, er jeg for meget, for lidt, er min bagdel for stor, taler jeg for højt, for lavt, bader jeg forkert? HVORFOR TALER DE OM MIG, OG HVORFOR ER DENNE MAND IKKE FLOV OVER AT SIGE SÅDAN TIL MIG?
Jeg har lyst til at flå ham fra hinanden med mine ord. Svine ham til og nedgøre ham, fordi han har fyldt mig med uro. Jeg er rasende over, at han med sine ord, gør et miljø, der altid har været trygt og rart, usikkert. Han er ene mand blandt 6 kvinder den morgen på badebroen, men han er ligeglad. Jeg mærker at stemningen er blevet trygget blandt de andre kvinder også, men ingen af os siger noget. Det kunne lige så godt have været dem, der var blevet talt om.
Hans sætning hænger i luften som et stort spørgsmålstegn. Hvad har de talt om?
Jeg er så rasende og jeg gør intet. Mit raseri vender jeg indad, og spekulerer på, hvad jeg kan have gjort galt, siden, der bliver talt om mig. Jeg er skuffet over mig selv. Jeg ved nemlig, at det her er en klassisk reaktion for kvinder, når nogen går over vores grænser. Vi vil ikke skabe dårlig stemning, så vi holder kæft. Vi tier selvom vi har lyst til at gøre det modsatte.
Næste morgen springer jeg mit havbad over. Jeg bliver ved med at afspille, hvad manden sagde dagen før. Jeg øver også, hvad jeg ville have sagt, hvis jeg havde været modigere.
Næste morgen går jeg ned på stranden igen. På badebroen står det nye medlem, som har talt med manden. Jeg overvejer at vende om og gå hjem, men tænker, at jeg ikke vil lade mig kue af schauvenistisk kællingeri. Jeg går ud på baebroen, hvor en af mine sædvanlige bade-veninder venter. Jeg sætter mig på bænken ved siden af hende, og holder badekåben godt lukket omkring mig. Det nye medlem tager sig god tid med at tørre sin krop. Og spørger, hvordan det går. ”Fint,” siger jeg uden at se på ham. Jeg har ikke lyst til at se ham og jeg har ikke lyst til at tale med ham. Da han er væk hopper jeg i vandet.
De kan for så vidt have talt rosende om mig, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at den gamle gik over min grænse, og jeg intet sagde.
Jeg havde ikke tænkt mig at skrive om det her, men senere da jeg kørte på arbejde, hørte jeg den seneste Super Soul Conversations mellem Oprah og Amy Schumer. I deres samtale kommer de ind på emnet i forhold til #MeToo bevægelsen. Ud over at Amy Schumer er en skøn feminist, så er hun også begavet, vis og modig – find podcast’en og lyt, det vil du blive glad for.

Jeg skriver det her velvidende om at alles grænser er forskellige, og det der påvirker mig, påvirker ikke nødvendigvis dig. Men jeg føler mig overbevist om, at vi skal være bedre til at stå op for os selv, bedre til at beskytte vores grænser. Personlige grænser er usynlige, men de er værd at forsvare…

 

I kærlighed,

M

8 Comments
  1. Et indlæg som giver stof til eftertanke og rart at du er tilbage på bloggen. Du skriver godt👍 og jeg savner nogle flere indlæg fra dig.

  2. Hold da op, jeg kender fuldstændig den følelse, troede egentlig det var mig, der var lidt for sensitiv, tak

    1. Tak, Elin – det er så vidunderligt, når vores oplevelser resonerer i andre end blot os selv – det var præcis derfor vi startede dette forum💙 Og ved du hvad? Du er ikke for sensitiv, du er intuitiv og kan mærke hvad der er godt for dig, og hvad der overvælder/belaster dig og dit nervesystem. DET ER EN FANTASTISK GAVE!!! Tillykke til dig og mig.
      Kærligst
      Mette

  3. She’s back og for fuld styrke💜
    Åh, hvor jeg kender den følelse af at holde det hele inde. Tænk at konfrontere ham den gamle næste gang du ser ham, det kunne sgi nok være ret forløsende. ELLER måske de havde talt dejligt om dig 😍 Er det ikke ikke interessant, som vi kan forestille os❤️

    1. Jeg har senere fundet ud af, at de havde talt positivt om mig, og det er trods alt bedre end alternativet, men jeg kan mærke, at det er vigtigt, det der med at turde stå ved sig selv offentligt. Og pudsigt nok har jeg ikke mødt den gamle siden…
      Men NU er jeg rustet og klar😉
      Knus til dig fra mig,
      M

  4. Godmorgen Mette ☀️
    Tak for dit indlæg
    Bare en tanke her en tidlig mandag morgen efter endt læsning.

    Havde du reageret på samme måde, hvis du havde haft tøj på?

    Masser af kærlige hilsner fra Birthe 😘

    1. Kære Birthe

      Din pointe er rigtig god. Jeg følte mig meget udsat og sårbar helt nøgen, og det gjorde situationen endnu mere følsom, men hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke om jeg ville have formået at sige noget ellers. Jeg vil jo gerne tro, at jeg ville, men jeg er ikke sikker. Sker noget lignende igen, føler jeg, at jeg ville trække min grænse, men kun fordi jeg ikke gjorde det sidst. Tak fordi du tog dig tid til at dele din iagtagelse med mig, og tak fordi du læser med.
      Kærligst Mette

Leave a Reply

Your email address will not be published.