Kære vidunderlige kvinder

Det er den fineste sommeraften og jeg sidder alene i aftensolen mens drengene spiller på værelserne. Jeg har ikke skrevet kontinuerligt i et stykke tid. Liv og jeg aftalte fra begyndelsen at dette univers kun skulle være nydelsesfuldt, og derfor ville vi kun skrive, når vi havde lyst eller hvis vi følte, vi havde noget, som vi bare måtte dele. Vi har begge (lange) perioder, hvor vi føler os max-pressede med vores virksomheder, og det kan være så drænende at det – for mit vedkommende – ikke gør mig særlig inspirerende. I de tilfælde går jeg i hi. Det giver mening, når der er travlt, at så sparer kroppen og hjernen på ens resourcer, og så bruger man kun energi på det, der er nødvendigt. Men sådan har det ikke været. Jeg har ikke været mere fortravlet i firmaet end normalt. Så hvorfor har jeg ikke kunnet tage mig sammen til at skrive? Jeg har oplevet mange ting, der har været “dele-værdige”, men stadig: no words.

Svaret er, at jeg har haft brug for lidt ro. Måske jeg lader op til sommeren…? Men fordelen ved at gå lidt i hi og skabe mere ro er, at det ofte giver rum til selverkendelser. For mit vedkommende, får jeg ikke adgang til ny viden, når jeg har travlt, eller når der er meget støj (det kan også være positiv støj – altså, at der sker meget). Godt nok gør jeg mig mange erfaringer i de perioder, men selve erkendelsen og læringen, kommer først til mig, når jeg skaber ro og rum til refleksion. Så i de sidste måneder har jeg ladet det hele nedfælde sig i mig og tænkt over, hvordan mine nye indsigter, er blevet min nye “normal”.

Jeg vil dele en af erkendelserne med jer i dag. Den handler om min krop. Jeg har altid været af det indtryk, at jeg naturligt skulle føle mig forkert, fordi jeg vejer mere end idealet. Jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved, at det er sådan, det skal være, men jeg har dog sat spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg altid – som i HELE MIT LIV – har haft en indre stemme, der fortæller mig, at jeg ser rasende godt ud, og ikke på trods af, men på grund af, at jeg er lige nøjagtigt, som jeg er. Jeg er taknemmelig for mig krop, og jeg synes, jeg er smuk.

Jeg har derfor kæmpet med følelsen af at være forkert, fordi jeg ikke føler mig forkert. Det lyder underligt, det ved jeg, men ikke desto mindre, var jeg af samme årsag ikke sikker på, jeg ville dele det med jer… Jeg frygtede, at det ville virke som om, jeg “tiggede” efter komplimenter fra mine medsøstre, og det er ikke tilfældet, for jeg ved, hvad jeg er, og hvad jeg ikke er. Jeg ved, at overvægt er usundt, men jeg føler mig sund. Jeg ved også at ens sociale relationer  potentielt er den vigtigste faktor i forhold til hvor gammel man bliver. Nogle vil synes jeg er for meget, andre at jeg er for lidt. Jeg synes, jeg er perfekt. Jeg tror simpelthen ikke på, der er lavet fejl på mig (eller på dig). Engang overvejede jeg, om det kunne være en overlevelses-mekanisme, for ikke at mærke skammen i at veje meget. Men det er ikke min skam. Måske har andre den på mine vegne, men ikke jeg. Før i tiden ville andres kollektive holdning påvirke min mening i meget høj  grad, men livet har lært mig, at jeg kan stole på min intuition og på mig selv.

Jeg er ikke fortaler for, at man skal leve usundt, men sundhed kommer ikke kun i én størrelse. Jeg bevæger mig dagligt, men ikke for at gøre min krop mindre, fordi det giver mig velvære, og forbinder mig med Moder Natur.

Det er min sandhed, og jeg er ikke længere et sted i livet, hvor jeg kan overhøre min sandhed for at please andre, der har uindfriede forventninger i forhold til mig. Så jeg er bare mig i al min pragt. Ingen undskyldninger. Men vejen herhen er brolagt med erfaringer, der har gjort ondt, og stærke modige kvinder, der har turdet gå vejen før mig. Mennesker, der uden at være undskyldende, stod ved sig selv. Det er ikke kun i forhold til krop, vægt og mad, men i forhold til livet generelt. Jeg tror, en del af det simpelthen handler om at have tillid til processen. Tillid til livet. At inderst inde vide, at alt er, som det skal være. Altid. Der kan være et virvar af støj omkring os, men alligevel, kan der være en helt stille ro indeni, der forsikrer os om, at alt er nøjagtigt, som det er meningen. Byron Katie har skrevet nogle rigtig gode bøger om det emne, som har hjulpet mig. En anden klog kvinde er Geneen Roth .  Faktisk kan jeg ikke anbefale deres bøger nok – især Geneens bøger (dem alle sammen), der hjalp mig meget med at opbygge tillid til min krops signaler.

Det var én af de erkendelser, jeg har fået i min sidste tids stilhed, men derudover har “Year of YES” faktisk sparket min bagdel i gear. I forhold til mange andres liv, er jeg nok stadig pænt kedelig, men i forhold til Mette anno 2017, så er jeg virkelig blevet en social sommerfugl med arrangementer og gæster her og der. Mere om det senere…

 

Kærligst,

M

 

6 Comments
  1. Kære Mette.
    Jeg er dybt optaget af “det gode liv” som begreb. Hvordan det skabes, leves og nydes med alle de sinuskurver vi må møde på vores livsvej. Uden at det skal blive alt for langhåret, så var der vist nok noget med Aristoteles og nogle “hoveddyder”. hvor “Mod” var en af dem.
    For sevan da, for et godt og modigt indlæg Mette. Det er jo nærmest genialt, og et kærkomment indspark til debatten om kropsidealer. Du beskriver jo følelser som at være tilfreds og tilpas, som den man nu er. Aj men altså, hvor er du modig. Jeg er fan.
    Kh Rikke

    1. Rikke, du er bare så sød! ❤ Jeg nyder at læse dine betragtninger og føler mig heldig over at kunne udforske livet med andre nysgerige sjæle, der ikke vil lade sig nøjes. Tak! Knus Mette

  2. Kære Mette – når man når en eller alder bliver man – heldigvis – mere fokuseret på det indre . Og fordybelse. Det udenpå er kun for fremmede. Dem der kender dig, glædes ved din trivsel. Jeg glædes over dig 😘
    Knus fra Anita

  3. Hvor er det også en gave for mig og andre, når du har tid til at reflektere og gå dybere, Mette♥️
    Du er skøn, enig med Rikke – jeg er fan😘
    Klem

Leave a Reply to Anita Cancel reply

Your email address will not be published.