Hvorfor smiler du? Hvad bilder du dig ind!

 

Kender i det og vågne og tænke. Ej jeg gider ikke arbejde eller noget i dag. Jeg er træt og ligner en travhest der er kørt over. Jeg er ked af det, men ved ikke hvorfor. Denne dag burde være en dag hvor jeg intet skulle andet end få ansigts behandlinger, ordnet vipper, negle, frisør, blive nusset fra start til slut. Desværre er det jo ikke altid sådan virkeligheden ser ud. En journalist spurgte mig idag, efter interviewet var slut. Liv, Jeg fatter ikke at du orker så meget. Hvorfor gider du alt det her med de kurvede damer. Du ryger jo ud af den fine design klub, som i aften mødes til ELLE STYLE AWARD. Fatter det ikke. Fatter ikke at du stadig står op. Hvordan klare du det? Hvorfor virker du altid så glad, selv når du dybest set er blevet sparket så hårdt at de fleste havde lagt sig ned og givet op, finder du et smuthul til livet. Jeg kigger hende dybt i øjnene. Ser hun selv er ved at bryde samme. Søde dig, du har selv svaret! Hun kigger undrende på og spørger, hvad?

Livet…

Du har livet. Hvorfor tror du at jeg valgt mit kunstner navn LIV ? Fordi jeg er i live! Men derfor kan jeg da også godt have dage hvor jeg tænker at livet gerne måtte være lidt mere skånsomt. Syntes jeg står meget alene med mit arbejde. Arbejder som en lille hest. Kan godt mangle mit store team bag mig, men omvendt mærker jeg en reel respekt fra omverdenen for min mission og jeg kan mærke at jeg gør en forskel for nogle og det føles rart og giver energi. Så tilbage til spørgsmålet. Hvordan klare du det? Fordi jeg aldrig føler mig alene. Fordi at når jeg beder om hjælp får jeg det. Fordi jeg prøver at være et ordentligt menneske, over for andre og ikke bare gør ting for egen vindings skyld. og det er for mig en del af livet. Og livet er også sårbart til tider, men det er også det at være i live. Derfor tillader jeg ikke mig selv at give op i de situationer, hvor jeg syntes det er for hårdt.

Nu kan hun ikke mere. Begynder og græde og undskylder. Jeg har bare kærestesorg og kan slet ikke klare at tale om følelser. Savner ham i hver en nerve i kroppen. Da jeg læste op på dig inden vores møde tænkte jeg, hvordan kan hun stå. ER hun super overfladisk eller lyver hun bare. Hvad gør hun? Hvorfor virker hun så positiv når hele min verden er ved at bryde sammen. Hun burde jo have det værre en mig. Jeg kigger på hende igen og tænker hmmm er det sådan man oplever mig, super overfladisk. Spørger hende, selvom det var svært. Men jeg kender jo godt svaret selv. Så hvorfor egentligt spørge. nej nej nej siger hun, jeg har det bare så dårligt. Meget kan man beskylde mig for, men overfladisk nej. Stædig og positivt tænkende, ja. Men det handlede jo så ikke om mig, men i virkeligheden om hende selv. Og sådan er det jo ofte. Vi dømmer andre, med udgangspunkt i os selv. Men i virkeligheden tænker vi jo ikke på dig men på os selv. Vi måler os selv via andre. Og det vil jo bare altid være super svært, for vi er jo alle forskellige. Og derfor handler min mission jo bare om så meget andet end kun tøjet. Min mission handler i høj grad om at sende kærlighed og styrke ud til jer, men i sandhed også til mig selv. For i dag er en af de dage hvor jeg tænker hm. Måske du i dag bare skal give dig selv lidt omsorg og så er du klar til omverdenen igen i morgen. Så idag vil jeg lukke tidligt ned. Se en hyggelig film. Få startet på Renee`s bog ” Jeg er fucking hot” og tænke at i morgen har jeg overblikket igen.

Kys fra mig ❤