Glennon Doyle

Måske kender I hende? Glennon Doyle. Da jeg “mødte” hende første gang hed hun Glennon Doyle Melton, men i årene siden er hun blevet skilt fra sin mand og i stedet gift med den kvindelige, tidligere professionelle fodboldspiller, Abby Wamback.

I 2013 så jeg for første gang Glennons TED Talk – “Lessons from the mental hospital”. Se den her 👇

Det, der fangede mig ved hendes TED Talk, var sårbarheden og ærligheden…og det faktum at hun refererede til en anden kvinde, jeg elsker at lytte til, Brené Brown.

Alt det Glennon siger i sit foredrag, ringer genklang i mig. Dengang og i dag. Faktisk lavede jeg senere en blog, der hed Truthteller, fordi jeg vidste, at det var den eneste måde, jeg havde lyst til at bidrage med noget på. Jeg gider ikke masker (eller kapper, som Glennon kalder dem). De gør mig usikre, og jeg vælger folk fra, der udelukkende lever med masker på. Ikke fordi de ikke er søde mennesker, men fordi jeg kun kan overleve i et sådant miljø, og jeg insisterer på at leve. Ikke overleve.

Efter en skolegang med mobning, var jeg nærmest allergisk overfor ord der betød ét, men hvor meningen var en anden. Fx: sætninger som, “nå, hvor sødt…” , der i virkeligheden betød “ikke lige min smag….” Det var (og er) slet ikke mig, og da jeg var yngre kunne jeg slet ikke navigere i det, for i de voksnes verden kan der være meget af den slags, der har dobbelt-betydning.

Så da jeg hørte denne TED Talk, vidste jeg, jeg havde fundet en sjælesøster. Og som årene er gået, kan jeg se, at de kvinder jeg omgiver mig med, også er truthtellers.

Glennons startede med at blogge om sit liv som “stay-at-home-mom” til tre små poder fra sit klædeskab. Jeg synes, det er ret sigende, at det var det eneste sted, hun kunne finde plads til sig selv. I skabet. Hendes blog hedder Momastery, og hun skriver stadig derpå. Men nu skriver hun også bøger. Indtil videre er det blevet til 2 stk – Carry on Warrior ( https://www.amazon.co.uk/Carry-Warrior-truth-about-being/dp/0718177363) og Love Warrior (https://www.amazon.co.uk/Love-Warrior-Oprahs-Book-Club/dp/1473648637/ref=asap_bc?ie=UTF8)

De sidste år har det ikke passet så godt ind i mit liv at læse bøger, så jeg downloader dem og hører dem som lydbøger, når jeg går ture, laver mad eller kører bil. Hvis du ikke har prøvet det, så giv det en chance – det er skønt!!!

Glennon deler ærligt ud af sit liv og især i sin bog “Love Warrior” er hun hudløst ærlig, selvom hun står i en livskrise, som ALLE mennesker, ville have foretrukket at ligge 80 filtre over og spinne til den positive side. Hun finder ud af at hendes mand/faderen til hendes tre børn, har været hende utro igennem stort set hele deres ægteskab, og så deler hun råt med sine læsere, hvordan hendes rejse tilbage til livet var. Jeg kunne slet ikke løsrive mig fra den bog, og jeg er sikker på at alle andre kvinder vil få meget ud af at læse/høre den.

Jeg kunne godt tænke mig at turde, være lige så modig som Glennon, men jeg er der ikke endnu. Jeg synes balancegangen mellem “sharing” og “over-sharing” er en svær dans, som jeg ikke helt har knækket koden på. Måske en dag.

Jeg vil ikke afsløre for meget om Glennons liv, for det er meget bedre fortalt af hende selv i interviews og bøgerne. Her er et foredrag hun holdt i sommers i forbindelse med Oprahs SuperSoul Sessions – her er hun sprunget ud som lesbisk og hun arbejder ihærdigt for at kvinder verden over skal have de samme rettigheder som mænd.

Hun har blandt andet brugt sin blog til at skabe en velgørenheds organisation, der hedder Together Rising (https://togetherrising.org/), hvor jeg synes, de laver de mest hjertelige tiltag. Feks laver de Together Letters, hvor man kan skrive ind og bede om opmuntrende breve fra andre mennesker, hvis man selv eller nogen man kender gennemgår en svær periode. Jeg har før skrevet til kvinder, der har haft brug for at vide, at de ikke var alene, eller til børn, der blev mobbet.  Jeg synes, det er et genialt koncept, for det koster ikke noget, men det gør en verden til forskel for de mennesker, der føler sig mutters alene.

Holiday Hands er en anden af deres årlige projekter, hvor de hvert år til jul parrer mennesker, der har behov for hjælp, sammen med mennesker, der har overskud til at hjælpe. Jeg ELSKER alt ved det! I år var der en kvinde der havde skrevet ind, at hun virkelig havde brug for en vinterjakke til sin lille datter, men at hun ikke selv havde råd til den. Indenfor kort tid, havde adskillige kvinder skrevet til hende, at de gerne ville sende gavekort til hende, så hun kunne købe jakken, eller at de ville købe den og sende direkte til hende. En anden ønskede sig fire ens dækkeservietter. Det kan være alt muligt – det er egentlig ikke tingen, der er så vigtig, men det faktum at mennesker gerne vil hjælpe mennesker.

Måske kan vi forsøge at gøre noget lignende her på bloggen næste år..?

Gør dig selv den tjeneste, at lyt til Glennons youtube-klip ovenover☝

 

xx Mette

 

4 Comments

Leave a Reply to Mette Feldt Cancel reply

Your email address will not be published.