De svære valg i livet, bliver de lettere?

 

Det er en stille morgen. Fredag dagen før weekend, men som selvstændig uden meget hjælp, syntes jeg bare stadig ikke altid at, jeg er super god til at få lukket den bog der hedder arbejde. Nu er det weekend. Ikke fordi jeg ikke har lyst, ikke fordi jeg ikke skal, men nok fordi at, jeg har lært at hvis jeg slipper, så ligger der det dobbelte og lurer fremme. Derfor har jeg lært at, i stedet for at lukke helt ned, så køre jeg bare på halvt blus, når det pr. definition er weekend. Men er det sundt, nej. Reagerer min krop, ja. Bør jeg trække stikket ind imellem, Ja. Man skal jo ikke være Einstein for at vide at, i længden går det ikke. Men så er det jeg spørger mig selv, hvor lang tid vare den længde, for sådan har mit liv jo altid været. Deadline på deadline. Kamp fra mange fronter. Uforudsete ting. Forstår egentligt ikke at jeg ikke har fået omstilling parat prisen, for den må da findes 🙂 

Hader når folk møder mig og siger, GUUUUUD fatter ikke du ikke ligger ned. Men det gør jeg ikke tak!

Nu sidder jeg så her en meget tidlig morgen. Kan se solen stå op ud over havet. Lyset er så smukt at, man kun kan føle momental lykke. Jeg ved at, om en time skal Bartholine op og der skal laves morgenmad, madpakker og køres i skole. Samtidig har jeg lyst til at sige det er weekend. Men det kan ikke lade sig gøre for jeg er bagud med alt. En kær veninde sagde til mig igår, da hun så mit blik i øjnene der sagde, Benedikte, det hedder jeg jo stadig privat og i en privat sammenhæng. Så går det jo nok. Du bliver nød til at stoppe op og passe lidt på dig. Du passer altid på andre. Tænker på andre, men jeg kender dine øjne, når du bliver fjern i blikket, når vi taler om for dig småting. Kan mærke du tænker, tag dig sammen og kom nu over den mand. Videre. Men ved også at når du tænker sådan, så er det fordi du bare selv hele tiden siger videre. 

Nu sidder jeg her. Smukkeste morgen. Nyder bare at stirre ud over havet og se hvordan lyset forandres, men i mit baghovedet tænker jeg videre, jeg har ikke tid til det pjat. Men er det ikke lige det jeg har, tiden. Tiden til at tage valget til også at nyde og sige det er ok, uden en masse forstyrrelser. 

Kan mærke mit hjerte hamre. Gik til lægen i sidste uge, for kunne ikke forstå hvorfor jeg var så træt og svimmel hele tiden. Jeg er ikke typen der drøner til lægen i tide og utide, men tænkte arrhhh kan da ikke være helt rigtigt at, jeg sidder helt stille og så snurre alt rundt og samtidig er jeg så træt at, jeg næsten falder ned over computerens tastatur. Lægen kiggede lidt på mig. Kigger med det der insisterende blik der sagde at, nu tager vi en masse prøver. Tror jeg skal have lidt fast i dig. Hun måler mit blodtryk. Får kørt en hjertestrimmel og siger, hmmm begge dele er for højt/hurtigt. Jeg prøver at overbevise hende om at at det jo nok går, men hun siger nix. om 4 uger måler vi dig igen og inden da må du tage et valg, for forsætter du som nu siger din krop bare fra og så står du der. 

Nu sidder jeg så her igen. Skal tage et valg. Det svære valg. Det valg der betyder at jeg ikke bare skal gøre som jeg plejer. 

Hvorfor er det så svært det valg for mig, når det gælder arbejde.

Inden jul, nærmere d.22 dec besluttede jeg at jeg ikke ønskede et parforhold bare fordi det var hyggeligt. At den næste mand der skal ind i mit liv, skal være en der måske også kan passe lidt på mig. En jeg kan se op til. En jeg har lyst til at starte dagen med. En jeg har lyst til at elske med. En jeg kan spare med. En jeg kan grine med, en jeg kan hygge med. 

Den beslutning var faktisk ikke så svær, selvom det jo kan være en svær størrelse at nå til den erkendelse.

D. 22 december for 2 år siden mistede jeg også retten til at bruge mit navn offentligt, det navn min mor og far havde givet mig. Det havde jeg kæmpet for men tabte kampen. Det var så en af de hårde kampe.

Men nu står jeg så her og skal tage et valg mht. arbejde. Hvorfor er det så svært. Hvorfor er det sværere for mig når det er arbejde end når det er privat? Er der nogen selvstændige derude der kender det, ikke at være i stand til at stoppe op og tage det valg? 

Jeg kan svinge mellem at tænke, nu sælger jeg det hele og så på den anden tænke ikke over mit liv.  Min mission omkring kvinder, styrke om selvværd er ikke noget man bare kaster væk for ussel mammon. 

Kan mærke at jeg bliver helt ked af det. Måske fordi jeg fornuftigt set godt ved at jeg skal tage et valg. Men nu skal det svære valg så bare være det rigtige valg. 

Kigger lige op. Nu er lyset brudt igennem og min stue er fyldt med lys. I front ligger min begavede veninde Lotte Lund der er den sejeste journalist, der lige har udkommet med bogen “ Tryg i en terror tid”. Den ligger der klar til at blive læst. Hvis jeg altså lige havde ro og 2 min. for mig selv.  En anden kær talentfuld og begavet veninde, Alexandra Krautwald kom forbi sidste lørdag med hendes nyeste bog der hedder “ unge generationer på arbejde” vejen til et anderledes rigt liv. Ved jeg også skal læse den og ved at det måske er den der kan få mig til at stoppe op. For det er ikke altid kun de unge der skal guides. Det skal vores generation også og det svære valg er svært og kan føles umuligt. Lige som når man står over for sin kæreste eller hustru eller mand og tænker hm, det er da meget hyggeligt. Kedeligt, nok lidt ligegyldigt. Kigger lidt efter andre, men bliver der alligevel fordi andet er for svært. At det sådan jeg vil leve mit liv? nej. Så det svære valg skal tages. ingen vej uden om, måske jeg ikke er den eneste der står over for det valg, men beslutningen er nok det sværeste i den proces. 

Nå god fredag og kys fra mig 

Liv og nok også lidt Benedikte i det her indlæg